Hvorfor bider nogle børn

Børn der slår, river, skubber eller bider

Når børn river, bider,skubber eller slår, kan det være svært for voksne, at forstå hvorfor de gør det, da det bliver opfattet som en meget voldsom måde at udtrykke sig på. Men det at slå, rive, skubbe eller bide er for den 1-3 årige i princippet det samme. Det er en naturlig, men uacceptabel adfærd, som skal aflæres. Det er en læreproces for barnet at lære, hvad man ikke må, og den kan være lige så svær og kan tage lige så lang tid som at lære, hvad man må. Det er vigtigt at denne læreproces med at forstå, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er, ses som en del af barnets relationsdannelse og at også et barn, der for en tid slår eller bider, mødes med omsorg i anerkendende relationer med de voksne i institutionen.

Barnet i 1-3 års alderen kan endnu ikke udtrykke alle sine følelser og gøre sig fuldt forståeligt ved hjælp af sproget. Den 0-3 årige er fysisk i sin udtryksform og en del børn bliver langt hen mod 2-3 års alderen ved med at opleve verdenen ved at putte ting i munden, smage på dem og erfare gennem munden. Der er mange ting, barnet ikke kan finde ud af eller forstår, og dette kan være forbundet med stor frustration for barnet, som derfor kan reagere ved at slå, bide, rive eller skubbe.

Der kan være mange grunde til at et barn slår, bider, river eller skubber. Det kan være forandringer i hjemmet /institutionen, at der kommer nye børn i institutionen, det kan være ren glæde i leg eller glæde over at se sin gode ven, at barnet kommer til at give ”kærlighedsbid”, måske føler barnet sig presset i en konflikt om legetøj, det kan være et kontaktforsøg, det kan være reaktion på en afvisning fra andre børn, eller irritation over at blive forstyrret i et gøremål. Det kan også være en del af barnets udvikling, hvor det afprøver grænser i magtkampen med de andre børn. Det kan også være en reaktion på et nej fra en voksen. Men det er ikke altid synligt for voksne, hvorfor barnet reagerer på denne måde. Vi kan ikke altid finde en årsag

Når et barn, river, slår, bider eller skubber som et mønster i dets adfærd, er det en ond cirkel som skal brydes, da det kan true barnets sociale relationer. Barnet kan risikere at blive udelukket fra gruppen af de andre børn, som ikke vil lege med det, eller få en rolle i børnegruppen som hende eller ham den farlige. I institutionen kan de andre forældres opfattelse af barnet, som en man skal undgå, være med til at understøtte denne negative udvikling.

Når et barn er blevet bidt eller revet, giver vi det omsorg ved at trøste, så det føler, at vi forstår det gjorde ondt eller var ubehageligt. Måden at trøste på og den ydede omsorg skal være relevant for barnets alder. Vi køler biddet eller det revne sted med koldt vand, det bedøver lidt og barnet oplever det får omsorg. Men vi vurderer også, om barnet selv synes, det er noget, der skal trøstes for, da det er vores oplevelse, at det ikke altid er biddet, der er vigtigt for barnet og som føles som en uret, men derimod kan det være mere vigtigt for barnet at få løst den situation, der har afstedkommet biddet.

Hvis situationen er til det, kan det give mening at snakke med barnet om, hvad der skete, og vi holder med barnet og siger, at vi godt kan forstå det gjorde ondt, og at man ikke må bide og rive. Vi undgår sensationsstemning og forargelse, men prøver at forklare det skete for barnet, hvis det er relevant aldersmæssigt. Det kan også give mening, at snakke om den rolle det barn, der er blevet bidt, har haft i forløbet, der førte til biddet. Vi mener, det er vigtigt begge børn får styrket deres socialekompetence, og at ingen af dem kommer til at opfatte sig selv som enten ofre eller som ham /hende den farlige, der bider. Barnet skal erfare og lære det er i orden at sige fra, men det er ikke altid nødvendigvis, den der bider , som er den stærke, det kan godt være omvendt , så den der bider har gjort det i selvforsvar eller i frustration over at blive frataget sit legetøj eller oplever en anden uretfærdighed.

Overfor det barn der slår, river, skubber, bider handler vi på forskellige måder alt efter situationen. Nogle gange er motivet, der førte til handlingen åbenlys og let at gennemskue, andre gange er det for et voksent øje og en voksen logik ikke så let at få øje på.

Når vi skal beskrive vores handlinger, er det vigtigt, at se også dette område af den pædagogiske praksis, i lyset af vores generelle børnesyn og pædagogiske udgangspunkt. Vi har altid for øje, hvor det enkelt barn er i sin generelle udvikling, og møder alle børn med respekt for dets personlighed. Vi ser alle børn, som unikke og værdifulde som de er, og alle børn skal mødes med forståelse og anerkendelse. Det betyder, at vi ikke handler stereotypt og ens i alle henseender, men netop handler ud fra individuelle vurderinger af det enkelte barns aktuelle udvikling. Vi ønsker ikke at børnene river, bider, skubber, slår og det er en uacceptabel adfærd, men vi anerkender, at det er naturlige reaktioner hos børn, som vi må forholde os til , da de altid er tilstede i en børnegruppe. Det er desuden vores erfaring, at det bedste resultat opnås ved, at vi gør mange forskellige ting, så børnene får sagen belyst fra mange vinkler, om man så kan sige, hvis vi skal prøve at se det ud fra en voksen forståelse.

Det betyder at nedenstående handlinger ikke skal forstås som en fast køreplan, men skal ses som et katalog over de forskellige måder, vi kan agere på, når vi arbejder med slå, rive, bide , skubbe fænomenet.

Vi viser ved mimik og kropssprog at barnets adfærd ikke er acceptabel.
Vi siger bestemt nej, men uden lange forklaringer ,det kommer an på situationen og barnets alder.
Er det et stort vuggestuebarn, kan man snakke med dem om, hvad der skete, og at det er forkert at bide , og hvad de kan gøre i stedet , for at opnå det , de gerne ville.
Vi skælder ikke ud.
Vi kan flytte barnet væk fra situationen / legen.
Vi hjælper børnene i konfliktsituationer med andre løsninger, for eksempel viser dem, at der er flere biler i kassen. Opfordrer dem til at bruge deres sprog.
Sætter ord på handlingsforløbet for børnene.
Vi giver positiv opmærksomhed, roser børnene, når de udviser hensigtsmæssig adfærd. Og vi nedtoner opmærksomheden på den uønskede adfærd.
Først i slutningen af vuggestuealderen begynder børnene at kæde egne handlinger sammen med effekten af handlingerne, og inden det forstår de ikke, hvorfor et andet barn græder, når det bliver slået eller bidt. Vi understøtter udviklingen hen imod at føle empati og indlevelse for andre ved, at børnene oplever, hvordan man trøster og hjælper, så de kan se, hvordan man gør og ofte snakker vi samtidigt om, hvad der sker. ” se når hun får sutten, så bliver hun glad”, ”han græder fordi han slog sig”. Alt efter alder kan vi vise resultatet af biddet, og fortælle at det gør ondt, når man gør det, eller vi snakker med dem om, at det gør ondt at blive skubbet eller revet.
Vi prøver så vidt muligt at forebygge ved at have et godt kendskab til barnet, så vi kan aflæse dets reaktioner og afværge situationer, der kan føre til et bid. Det sker ved at aflede med en aktivitet, et stykke legetøj, vende barnets opmærksomhed mod noget andet, eller blot ved at snakke til barnet. Det går ud på at få barnet til at glemme sit forehavende, og få det ind i en anden sammenhæng.
Et barn, der bider, har brug for opmærksomhed og omsorg i en periode, og ekstra voksen kontakt gør ofte, at barnet stopper med at slå, rive, bide.
Vi følger et barn på dets vej gennem dagen, så det ikke er alene med andre, og så vi kan forebygge adfærden så vidt muligt. Det skal forstås helt bogstaveligt, at der hele tiden er en personale, som har et ekstra øje på barnet og som kan træde til og guide barnet i de situationer , det har svært ved. Det sker på en måde, så barnet ikke føler sig overvåget.
Det er givtigt at der er to personaler, der kan tage sig af det, hvis der er blevet bidt eller revet, så begge børn kan få voksen opmærksomhed. Både det barn, der er blevet bidt og det barn ,der har bidt ,er ofte kede af det og forstår ikke, hvad der sker og begge børn har brug for omsorg og eventuel trøst. Det er ikke altid muligt ,at to personaler kan være der, men vi tilstræber det.

Vi kan godt opleve, at et barn bider i institutionen, men aldrig derhjemme. Som oftest er det dog begge steder, det sker. Det er selvklart vigtigt, at man som forældre ved, hvordan ens barn har det, men da man jo ikke er tilstede i institutionen i løbet af dagen ,er det vores ansvar at handle og hjælpe barnet. Under alle omstændigheder er det altid noget, der skal løses i samarbejdet mellem forældre og personale. Vi aftaler sammen med forældrene, hvordan de kan tackle det derhjemme og vi fortæller, hvad vi kan gøre. Forældrene skal kende omfanget af barnets bideri, men skal ikke snakke med barnet om hændelsen, for barnet vil sandsynligvis have glemt alt om det, og det medvirker kun til at øge fokus på den uheldige adfærd.

Vi aftaler også, hvordan man som forældre kan forebygge bideriet i eksempelvis afleveringssituationen, så man skåner sit barn for en dårlig oplevelse. Vi fortæller ikke hvem barnet har bidt, lige som vi heller ikke fortæller til forældre, hvem der har bidt. Det er underordnet, og vi gør det for at beskytte børnene, så de ikke ses på af andre som institutionens sorte får.

Desværre vil vi altid opleve, at der er et barn, der er blevet bidt, revet ,slået skubbet, for lige meget hvor aktivt vi forholder os eller har øje på børnene, vil det jo altid være sådan, at vi ikke kan forudse, hvornår et barn bider for første gang. Måske er det så den eneste gang, det gør det, og er det et solobid, om vi så kan sige, skal der ikke gøres noget særligt ved det, og slet ikke hvis barnet er under 2 år, det vil blot forøge sandsynligheden for at det fortsætter, hvis der er fokus på det. Men måske udvikler det sig til et mønster, og det ses jo først efter et stykke tid. Vi har altid fokus på fænomenet, og det er en integreret del af den pædagogiske praksis at arbejde med børnene også på dette felt.